
Lerpulver
Lerpulver fra Ler & Liv kan bruges til at blande mørtler til puds, gulve og opmuring, cob og letler mm. Lerpulver og andre lermaterialer bidrager til et fantastisk indeklima, det laves af lokal overskudsjord og har et marginalt CO2-fodaftryk, og man kan få meget smukke udtryk ud af det.
Køb lerpulver i vores webshop her!
Indeklima
Den ubrændte ler har fantastisk gode egenskaber for indeklimaet. Ler optager og afgiver fugt meget hurtigt og hjælper derfor til at give et balanceret og behageligt fugtindhold i luften i indeklimaet. Samtidig har ler ingen afgasning af uønskede kemiske stoffer. De pressede lersten har meget stor massefylde (ca. 2,2 g/cm3), hvilket giver stenene gode termiske egenskaber. Komfortmæssigt bidrager lersten til at bygningens temperaturmæssige udsving vil være mindre, men der kan også være et formindsket energiforbrug i bygningen, hvis lerstenene placeres, så de tager imod passiv sol. Den høje massefylde giver endvidere lersten markante lyddæmpende egenskaber imellem rum, og bidrager til en god akustik.
Skønheden
Overflader hvor ler indgår kan tage mange udtryk.
Måske er lersten smukke pga. deres enkelhed. Det er bare jord og det kan mærkes og ses. Det er ikke en afsluttet form, vi ville kunne opløse den igen og lægge den ud på marken. Materialet er ikke levende, men det er heller ikke dødt. Leren er i fysisk samklang med omgivelserne og det er også dette en lerstensmur udstråler.
Jorden
Vi har kun jorden til låns. Derfor passer vi godt på den.
Råmaterialet til vores pressede lersten er morænejord fra udgravninger til byggerier uden tilsætning af nogen art. Morænejord er typisk et restprodukt, som vi får leveret direkte fra forskellige byggepladser. Morænejord er groft sagt sammensat af ler og silt, sand, grus og sten, i skiftende forhold. Den jord, vi bruger til at presse sten, skal naturligvis være dokumenteret 100 % ren, og have et lerindhold på 10-20%, og indholdet af silt skal ikke være for højt.
Vi sammensætter nogen gange råjord fra forskellige kilder, men vi tilsætter aldrig rent sand og grus, som er en begrænset ressource. Morænejord regnes derimod for en ubegrænset ressource.
Anvendelse
Lerpulver bruges til mørtel til opmuring med pressede lersten, der især er velegnede til indendørs murværk.
Lerpulver bruges også til lerpuds på vægge og som det øverste lag på lerstampede gulve. Lerpuds er diffusionsåben og god til at optage og afgive fugt, og den har ingen afgasning af uønskede stoffer. Lerpuds kan derfor bidrage til et optimalt indeklima i bygningen, og har samtidig en rigtig god miljøprofil set i livscyklus perspektiv.
Pudsen kan udføres på murstensvægge, beton, kalk- og cementpuds, gipsplader, træfiberplader m.m. men er ikke egnet til vådområder. Pudsen udføres altid i to lag. Først et lag af grovpuds, som fungerer både som afretning og for at andet lag har en jævnt tørrende undergrund. Andet lag udføres oftest som finpuds og glittes.
Et lergulv opbygges af flere lag. Nederst lægges ca. 10 cm lerjord, som nivelleres groft og stampes/vibreres. Derefter lægges et slidlag, som nivelleres. Øverst trækkes et tyndt lag lerpuds med armering af meget fin halm eller hør, som glittes. Det er vigtigt at hvert pudslag først udføres, når det forrige er helt tørt! Afsluttende behandles gulvet med linolie i flere tynde lag og til allersidst bivoks. Resultatet er en flot og robust overflade, der er vaskbar og kan tåle vand.
Fremstilling af lerpulver
Jorden udtørres uden brug af maskiner, kun ved hjælp af sol og vind. Derefter findeles den i en stor tromle – en gammel kartoffelsorterer, som vi har bygget om. Det helt fine ler bliver sigtet fra og bruges til lerpulver.
Cirkularitet
Ved nedrivning kan lersten, lermørtel og lerpuds spredes ud og blive til jord igen. Stenene kan også renses for lermørtel, hvorefter både sten og mørtel kan genanvendes.
Yderligere information - Produktblade og vejledninger