
Pressede lersten
Lersten fra Ler & Liv bidrager til et fantastisk indeklima, de er æstetisk smukke, laves af lokal overskudsjord og har et marginalt CO2-fodaftryk.
Køb pressede lersten i vores webshop her!
Indeklima
Den ubrændte ler har fantastisk gode egenskaber for indeklimaet. Ler optager og afgiver fugt meget hurtigt og hjælper derfor til at give et balanceret og behageligt fugtindhold i luften i indeklimaet. Samtidig har ler ingen afgasning af uønskede kemiske stoffer. De pressede lersten har meget stor massefylde (ca. 2,2 g/cm3), hvilket giver stenene gode termiske egenskaber. Komfortmæssigt bidrager lersten til at bygningens temperaturmæssige udsving vil være mindre, men der kan også være et formindsket energiforbrug i bygningen, hvis lerstenene placeres, så de tager imod passiv sol. Den høje massefylde giver endvidere lersten markante lyddæmpende egenskaber imellem rum, og bidrager til en god akustik.
Skønheden
Måske er lersten smukke pga. deres enkelhed. Det er bare jord og det kan både mærkes og ses. Det er ikke en afsluttet form, vi ville kunne opløse den igen og lægge den ud på marken. Materialet er ikke levende, men det er heller ikke dødt, det er i fysisk samklang med omgivelserne. Alt dette udstråler en lerstensmur.
Jorden
Vi har kun jorden til låns. Derfor passer vi godt på den.
Råmaterialet til vores pressede lersten er morænejord fra udgravninger til byggerier og uden tilsætning af nogen art. Morænejord er groft sagt sammensat af ler og silt, sand, grus og sten, i skiftende forhold. Jorden til at presse sten skal naturligvis være dokumenteret 100 % ren, og den skal have et lerindhold på 10-20%. Indholdet af silt skal ikke være for højt.
Vi sammensætter nogen gange råjord fra forskellige kilder, men tilsætter aldrig rent sand og grus som er en begrænset ressource. Morænejord regnes derimod for en ubegrænset ressource.
Anvendelse
Pressede lersten er især velegnede til indendørs murværk, til skillevægge og bagmur eller f.eks. til muren mellem opholdsrum og havestue. Den tunge væg bygget af lerjord betyder, at indeklimaet bliver mere stabilt, fordi den kan rumme og hurtigt optage mere varme og fugt end andre byggematerialer.
Lersten opmures typisk med ren lermørtel, men det er også muligt at bruge kalkmørtel.
Pressede lersten er gode til at optage og afgive fugt, men de kan ikke tåle vand. Derfor er det en god idé at mure det nederste lag af væggen med brændte mursten, for at sikre sig ved oversvømmelser. Det er nyttigt at have en lerstensvæg i et badeværelse, hvor megen fugt skal håndteres. Lerstenene optager fugten og afgiver den langsomt igen og er på den måde med til at hindre svamp og skimmel i rummet, og kan nedsætte behovet for ventilation.
De pressede lersten har en bedre bæreevne og stabilitet, end de ubrændte soltørrede lersten, der f.eks. har været anvendt i traditionelt bindingsværksbyggeri her i landet.
Man kan vælge at lade lerstensmuren stå rå, eller den kan filtses, pudses med almindelig lerpuds eller med indfarvet finpuds, eller males. Se eksempler her.
Fremstilling
Jorden udtørres uden brug af maskiner, kun ved hjælp af sol og vind. Derefter findeler vi den i en stor tromle – en gammel kartoffelsorterer, vi har bygget om. Herefter justeres fugtindholdet i jorden, så det er passende til presning af sten. Det sker i en lerstenspresse, som vi selv har udviklet. Trods det lave fugtindhold skal lerstenene herefter tørre inden de kan opmures.
Drift
Revner eller skader i en lerstensmur kan let udbedres. Ler kan altid fugtes op igen og nyt materiale binder sig uden problemer.
Cirkularitet
Ved nedrivning kan lerstenene spredes ud og blive til jord igen. Stenene kan også renses for lermørtel, hvorefter både sten og mørtel kan genanvendes.
Yderligere information - Produktblade og vejledninger
Ler & Liv - Produktdatablad - Pressede lersten - Murstensformat